Britisk turist anholdt på grund af Buddha-tatovering | TattooLounge.dk

Britisk turist anholdt på grund af Buddha-tatovering

20 jun, 2014

buddha

Myndighederne i Sri Lanka vil smide kvinden ud af landet, da hun har opført sig respektløst.

En kvindelig turist fra Storbritannien er blevet tilbageholdt i Sri Lanka med henblik på at blive udvist, da hun har en Buddha-tatovering.

Kvinden blev mandag anholdt i landets internationale lufthavn og fremstillet for en dommer. Her blev det besluttet, at hun skal udvises.

Ifølge retsdokumentet havde kvinden en tatovering af en Buddha-figur, der sidder på en lotusblomst, på sin højre arm. Hun blev anholdt kort tid efter, at hun var landet fra nabolandet Indien. Det fremgår ikke, hvad kvinden er sigtet for.

Myndighederne i Sri Lanka nægtede i marts sidste år en anden britisk turist i at komme ind i landet, da vedkommende havde opført sig “respektløst” ved at have tatoveret Buddha på armen.

Den buddhistiske nation Sri Lanka er meget følsom over for landets religion.

I august 2012 blev tre franske turister idømt seks måneders fængsel for at have kysset en Buddha-statue. Myndighederne mente, at turisterne havde opført sig respektløst.

I 2010 forhindrede myndighederne den amerikanske rapstjerne Akon i at komme ind i landet på grund af en af hans musikvideoer, hvor meget letpåklædte kvinder danser foran en Buddha-statue.

/ritzau/AFP

Flere lignende artikler