Undgår DU smerten ved at blive tatoveret med bedøvelsescremer?
11 jan, 2014
Af Nadja Fanny
Jeg ser og hører efterhånden ofte, at rigtig mange bruger bedøvelsescremer (f.eks emlacreme), når de skal tatoveres.
Jeg har derfor forsøgt at teste denne creme.
Emlacreme indeholder blandt andet de to stoffer Lidocain og Prilocain.
Cremen smøres på huden i et tykt lag, og efter noget tid trænger det ned i huden og bedøver de smerteførende nerver.
Virkningen indtræder efter 1-3 timer, og holder 1-2 timer, HVIS det virker.
Jeg er desværre en af dem, som ingen effekt har af denne creme, selvom jeg har forsøgt med tykke lag, tynde lag – og både kort og lang trækketid.
Det eneste, jeg fik ud af det, var en hud, der lignede, at den havde ligget lidt længe i et badekar, og smerten var stadig det samme.
Jeg kender dog en del, som har haft rigtig stor glæde af den – både drenge og piger – som siger, at de kommer lettere igennem timerne under nålen ved brug af “tryllecremen.”
Jeg har spurgt 5 professionelle tatovører, hvad de mener om bedøvelsescremer.
En af dem synes, at det er en fin løsning og mærker ikke betydelig forskel på huden. Han bruger det iøvrigt også, når han tatoverer sig selv.
De 4 andre er ret enige i, at det påvirker huden negativt. Huden bliver for “svampet”, og det kan være sværere at få farven ordentligt ind, hvilket kan risikere at give et dårligere resultat end uden cremen.
Fælles for tatovørerne er også, at de mener, at det at få tatoveringer hører sammen med en vis smerte.
Det er måske en lidt gammeldags tankegang, men jeg kan nu godt følge dem lidt.
Desuden gør flere af dem opmærksom på, at bedøvelsescremen ikke holder meget længere end en time, og når først virkningen er forsvundet, så gør det først rigtig ondt at ligge under nålen.
En anden ting er alle de mulige bivirkninger, der kan opstå, hvis man altså gider at læse indlægssedlen.
Dette er de “ikke alvorlige” bivirkninger, som de kalder “normale til meget normale bivirkninger” som f.eks.: reaktioner i huden, hvor cremen har siddet, bleget hud, kløen, rødme, irritationer og væskeansamlinger.
Det er ikke ligefrem de ting, jeg ønsker at bøvle med i mine nye tatoveringer!
Jeg har det ret ambivalent med disse cremer.
Jeg kan godt se det fristende i at kunne hygge sig næsten smertefrit igennem en f.eks. ret smertefuld rygtus (for jeg indrømmer gerne, at jeg synes det gør møg ondt!).
Jeg tror til gengæld, at jeg ville være smurt ind i tusser på rekordtid, hvis det ikke gjorde ondt.
Men omvendt, så ville det ikke være det samme uden smerten. For mig er det også en del af oplevelsen.
Den fornemmelse jeg får indeni, når jeg hører det velkendte bzzzzzzz fra maskinen – jeg hader og elsker det på samme tid!
Og trods smerten, så glæder jeg mig altid helt vildt til min næste tid.
Smerten hører med. Jeg tror faktisk ikke, at jeg vil være foruden, selvom det måske lyder lidt bizart.
Hvad synes du? Bruger du disse “tryllecremer”, når du skal under nålen?
Flere lignende artikler
-
Fodboldspillere og deres tatts.
-
Wes Lang
-
Mig og mine tattoos!
-
Er dit valg af næste tatovering også lidt af en proces?
-
Keith er ramt af OCD og kunne ikke styre sin tatoverings-mani
-
Britisk turist anholdt på grund af Buddha-tatovering
-
2.500 år gamle tatoveringer fundet på mumie!
-
Mit møde med Marc Førsterling – en spændende up-coming artist
-
Delte billede af sin tatovering: Birgitte hånet på Facebook
-
Denne norske tatovering går verden rundt